Karréen omslutter et af de største gårdrum på Østerbro, med et samlet areal på ca. 4.800 m2. Men gården er opdelt i mange mindre gårdrum og specielt de vestliggende ligger i skygge store dele af dagen.

En renovering af gården med fokus på at inddrage tagfladen af en 1-etagers bygning i gården, vil skabe sammenhæng mellem de mange små gårdrum og samtidig et nyt fælles pladsrum.
På den måde vil man forbedre solforholdene på de fælles udeområder, og karréens beboere vil få et godt samlingssted med plads til leg og ophold. Den hævede plads vil ligeledes være et oplagt sted til et fælleshus for hele karréen.

Taghavens trapper og plauteauer fungerer som uformelle opholdssteder i tilknytning til de enkelte opgange og gårdrum. I gårdene på terræn anlægges et sammenhængende snoet stiforløb i form af en hård belægning, fx. teglsten, og arealerne udlægges som varierede frodige grønne arealer - f.eks. plæner, stauderbede eller høje græsser.

Der plantes større træer i grupper som danner læ og rumlig variation i gårdrummet. Det hævede plateau beklædes med hårdtræ og her sættes planter i potter.

Projektet er udviklet i samarbejde med 1 til 1 landskab



Lokalitet: Østerbro

Program: Sanering af 4.800 kvm udearealer

Status: Idéoplæg, 2009